fredag den 7. december 2012

Så vender vi snuden hjem...

Mig og tre tons bagage. Min taxa kommer og henter mig om tyve minutter, så det bliver et meget meget kort indlæg det her. Er halvvejs igennem et allerede, der handler om mine sidste dage i New Zealand og Australien, men har haft for travlt til at færdiggøre det, så det må følge senere.

 

For nu at gøre en lang historie kort har jeg haft nogle helt fantastiske dage i Australien til at sige farvel til landet og alle mine venner. Her i sidste øjeblik fandt jeg så også ud af at jeg skal indberette min indkomst og hvor meget jeg har betalt i skat til Skattekontoret hernede, så det har slugt omkring 4-5 timer af den tid jeg egentlig skulle have brugt til at pakke. Men jeg har vist nået det hele alligevel. Har fået sendt knap ni kilo hjem med posten, og nu er kufferterne NÆSTEN nede på et acceptabelt niveau for flyselskabet, så jeg er spændt på hvor meget jeg må hoste op når jeg kommer derud.

 

Jeg skal flyve om fire timer, og har valgt at forkæle mig selv med en taxa til lufthavnen. Afskeden bliver hård nok uden at jeg skal kæmpe mig gennem byen med tre tasker samt jakker og poser i 28 graders varme med både sporvogn og lufthavnsbus. Nej tak siger jeg bare! Men derefter venter der mig cirka 30 timers flyvetur (med en del kedelig ventetid i München) før jeg gerne skulle lande i Hamborg omkring kl. 21 lørdag aften, hvor jeg håber jeg bliver hentet af familien. Det skal nok blive spændende at se dem igen.

 

Men som en lille afsked må jeg sige at jeg er enormt ked af at skulle rejse fra Australien – både fra landet, vennerne og det liv jeg har fået bygget op hernede. Nogle ting jeg kommer til at savne er helt sikkert:

- Mine fantastiske venner og kolleger

- Den åbne mentalitet om at anderledeshed er spændende, og alt bliver accepteret.

- Cafe latte til 20-25 kr.!

- Vejret! For selv om folk konstant brokker sig over at de fryser, så er det sgu pænt luksus i forhold til DK.

 

Nogle ting jeg ikke kommer til at savne er:

- Åndssvage trafikregler for cyklister. De har meget at lære, både med hvordan cyklister skal have plads i trafikken, og hvordan man anlægger gode fysiske forhold for cyklismen.

- Huse der ikke er isolerede. Har aldrig frosset så meget i mit liv som indendørs henover Melbournes vinter. Suk! Byggeriet hernede er vist generelt bare elendig kvalitet.

 

Og nogle ting jeg glæder mig til at se igen derhjemme:

- Kæresten

- Familien

- Vennerne

- Min egen lejlighed

- Mit eget KØKKEN! :D

 

See ya on the flip side everyone! :D Over and out.

torsdag den 29. november 2012

Fantastisk natur og adrenalinchok – West coast, Southland, Fiordland og Queenstown

Så gik der godt nok nogle dage før jeg kunne få taget mig sammen til at skrive igen, hva’?! Ærligt talt er det fordi jeg er blevet suget ind i det sociale liv på den bus jeg kørte med fra Wellington til Queenstown, hvilket har betydet at jeg har drukket bajere om aftenerne eller bare hængt ud med folk i stedet for at sidde ved min computer for at holde jer opdateret. Ups – men det er sgu da også ferie! :) Det har heldigvis været fordi jeg faktisk ret godt har kunnet lide de mennesker der var på bussen denne gang, og stemningen har været supergod. Vores chauffør/guide Guy har haft travlt med at sætte gang i en masse lege og regler, bl.a. en hvor man i alle dagene fra Kaiteriteri til vores ankomst i Queenstown ikke måtte sige “mine” eller “fuck” (sidstnævnte valgte bussen selv), og gjorde man det alligevel var straffen ti arm- eller mavebøjninger på stedet efter hvad man nu foretrækker. Det ledte til helt utroligt meget venskabeligt drilleri, spørgsmål som “whose is this?” og armstrækninger de underligste steder, bl.a. på en gletsjer, i gangen på bussen mens vi kørte, og jeg selv måtte gøre det på en sti i en skov her forleden selvom jeg har været heldig at slippe de fleste gange der er røget et af ordene ud af munden på mig. Så det har været nogle gode og sjove dage.

DSC_3068
Nå, men jeg kom ud og sejle i havkajak næste morgen efter jeg skrev sidst. Havde forinden været lidt betænkelig, som jeg ofte er når jeg skal til at involvere mig i en fysisk aktivitet jeg aldrig har prøvet før. I denne forbindelse havde jeg været bange for om jeg ku finde ud af at padle det skidt, og om jeg ville kæntre. Og min skepsis blev selvfølgelig gjort totalt til skamme, for havkajakker er sgu ikke det store problem viste det sig. Vi padlede i dobbeltkajakker to og to sammen, og jeg kom i kajak med Yvonne fra Holland, en sød midaldrende tøs der havde prøvet det en gang før. Alligevel blev det mig der blev sat i bagenden af vores kajak, hvilket betød at det var mig der skulle styre med fodpedalerne. Det gik ikke altid lige godt, eftersom der kunne være lidt mange ting at holde styr på på samme tid, men det betød jo ingenting! Vi så desværre ikke rigtig noget af dyrelivet i aktion (man kan ofte møde en sæl, pingvin, skildpadde mm.), og det var overskyet og smådryppede lidt en gang imellem, så vandet var ikke så klart og blåt som det kunne have været, men jeg var rigeligt tilfreds alligevel, og kunne sagtens sejle i kajak en anden gang! :) Vi padlede fra Kaiteriteri op langs kysten til en sten kaldet Split Apple Rock, hvor Sonya fra bussen, som padlede i den anden kajak, snittede sin storetå åben på nogle skarpe sten da hun forsøgte at kravle derop for at få taget et billede på stenen. Det var voldsomt blodigt, men hun tog det i stiv arm selv om hun humpede rundt flere dage efter. Ved Split Apple Rock holdt vi pause på stranden med juice og cookies (mums!) og sejlede også igennem nogle klippehuler i vores kajakker (meget snævert!) før vi tog tilbage lige i tide til at få noget frokost og stå på bussen – nu var det videre mod Westport!


DSC_3074
DSC_3087
DSC_3092
DSC_3097
DSC_3114
DSC_3116

Turen til Westport var smuk som bare fanden, men meget begivenhedsløs. Som altid sad jeg og skiftede mellem at kigge ud af vinduet, i min Lonely Planet og i bussens rutebeskrivelse. Westport er en lillebitte by på vestkysten, som har en masse minearbejde og ikke ret meget andet. Byen plejer åbenbart have en masse aktiviteter, men firmaet var vist gået konkurs, så der var faktisk intet at lave udover at købe ind i supermarkedet eller gå på druk. For at gøre op for det arrangerede vores guide en tre-benet pubcrawl om aftenen, som jeg lidt modvilligt gik med til. Kendte på dette tidspunkt ikke rigtig nogen af de andre, og syntes stadig det var noget pjat at folk absolut skulle drikke sig i hegnet hver aften. Sådan kan man jo være så hellig til man selv falder i. ;) Men nå, jeg mødtes med de andre på deres hostel lidt i ni, hvor det var meningen vi skulle afsted. Her fik vi et par pre-drinks før pigerne skulle trække et drengenavn op af en hat, som så var den fyr de skulle bindes sammen med og følges med overalt (også på toilettet) indtil vi var igennem fire drinks på hver sin pub. Jeg trak navnet på en svensker, som som jeg dagen før havde hørt sige en masse grimme og fordomsfulde ting om danskere, og han og hans rejsekammerat lagde ikke skjul på at det da var det værste man kunne komme ud for at skulle bindes til en dansker – jo de sagde det da på svensk, men så dum er jeg jo heller ikke. Så fed start må man sige. Heldigvis var der for få drenge i forhold til piger, så nogle skulle bindes sammen med to, og det skete så for min makker, så vi fik søde Adele med som tredjemand, og hende snakkede jeg rigtig godt med. Stemningen var noget anstrengt alligevel mens vi kom igennem vores fire pubber og fire drinks, men da jeg endelig blev befriet tog fanden sgu ved mig, og jeg havde en fantastisk og fordrukken aften med kun tre timers søvn. Dagen efter kendte alle mit navn og snakkede om hvor meget gang der var i mig, så jeg må have gjort mig bemærket selv om jeg ikke syntes jeg gjorde så meget anderledes end når jeg fester derhjemme - men herefter var jeg en ret integreret del af gruppen, hvilket sgu alligevel var rart nok.

Næste morgen gik turen så mod Lake Mahinapua, hvor der ligger en pub/hotel som er ejet af en fyr på 88 år. Her skulle vi så have kostumefest om aftenen. På vejen dertil kørte vi først omkring Cape Foulwind, som er en sælkoloni et lille stykke udenfor Westport. Her havde vi en gåtur op til et udsigtspunkt, som var en smuk men noget surrealistisk oplevelse eftersom jeg stadig var lidt småfuld. Der var nok 10 sæler at se den morgen, hvoraf nogle stykker var babysæler! Nårh, så søde! :) Herefter kørte vi så til Punakaiki, som måske er bedre kendt som Pancake Rocks. Som navnet antyder er det klippeformationer på kysten der ligner stakke af pandekager, og der var også nogle “blowholes”, hvor bølgerne bliver fanget og sprøjtet højt op i luften. Supersmuk lille gåtur. Herefter kørte vi så videre til Greymouth, en ganske almindelig by hvor vi kunne købe ting til vores kostumer til festen om aftenen. Og ja, så kørte vi så til dagens endestation, hvor pub-ejeren Les (ham den 88-årrige) modtog os og gjorde os opmærksom på hvordan tingene foregik her. Han var megasær for at være ærlig: Han har 16 overvågningskameraer installeret fordi han er bange for røvere, og han crackede de underligste og stødende jokes uden at fortrække en mine. Hans accent var også totalt umulig at forstå, så jeg fangede nok 30 % af hvad han sagde. Men vi blev tildelt vores værelser, og så kunne jeg så komme igang med at lave mit kostume (jeg skulle være heks havde jeg besluttet mig for, så der skulle lige sys en kappe og sådan) og gøre mig klar. Nogle gik en tur ned til søen Lake Mahinapua tæt ved, men det fandt jeg desværre ikke tid til med syning og brusebad. Så var der så BBQ-middag med gigantiske bøffer og et ok salatbord – og der var endda tænkt på quiche’er til vegetarerne. Efter maden trak folk så i deres kostumer og kom dryssende ind i selve pubben, hvor det startede meget stille ud men selvfølgelig endte med at blive en abefest. Folk havde gjort vildt meget ud af deres kostumer, hvilket var superfedt, og det var en fantastisk aften hvor jeg dog sneg mig i seng forholdsvis tidligt (kl. 1 måske?) for at indhente lidt af den søvn jeg manglede fra natten før. Jeg var dog fuldkommen død og med tømmermænd næste morgen, så det kunne næsten have været det samme. :)

DSC_3117
På vej op til Cape Foulwind
DSC_3119
Udsigt fra Cape Foulwind
DSC_3127
Her er så sælkolonien. De kan nu være svære at spotte...
DSC_3130
Der ligger en sælunge på stenen i nederste højre hjørne.
DSC_3146
DSC_3159

DSC_3162
DSC_3179
Pandekagestabler
DSC_3183
Sådan ser de ud på lidt nærmere hold
DSC_3203
Blowhole ved Punakaiki
DSC_3231
Så er der udklædning. Sammen med Colleen fra Brisbane

Da vi kørte videre næste morgen fik vi så bekræftet hvor langt væk fra alting vi var, og hvor sære folk på Sydøens vestkyst er. Første stop på turen videre var ved Bushman’s Centre i Pukekura, som har et museum om lokalområdet, komplet med hjemmelavet 25 minutters film, et possum-bur (hvor man kunne fodre possumen, og vil gerne lige tilføje at en af fyrene blev bidt af kræet, så nu er det ikke kun mig!!), og alskens underlige ting såsom en udstoppet mini-bambi. Filmen handlede om hvordan de lokale havde udviklet metoder til at kontrollere og indfange bestanden af hjorte og andet vildt, som blev lukket ud i New Zealand af de første europæere med katastrofale følger for naturen. Da man i første omgang begyndte at forstå at det var et problem sendte man masser af jægere til området for at skyde dyrene. Dette udviklede sig efterhånden til en industri hvor kadaverne blev fløjet ud med helikopter for at tjene penge på dem. Senere fandt de så på at dyrene skulle indfanges levende og puttes i farme (der er rigtig mange deer farms i NZ når man kører rundt), hvilket i første omgang seriøst blev gjort ved at man fløj supertæt på et dyr med en helikopter, og en mand decideret hoppede ned ovenpå dyret fra helikopteren og tacklede det, hvorefter det blev bundet og fløjet afsted. Det må have været så sindssygt farligt. Efterhånden udviklede de så heldigvis en “net gun” der kunne kaste et net udover dyret så det blev fanget og kunne bindes og flyves ud med langt mindre fare for både dyret og arbejderne. Langt ude altså, men det var sandt det hele, og de har eksporteret metoden til USA hvor den er blevet brugt til at fange bisoner på afveje. I centerets cafe var der udstillet vrede breve fra folk der var blevet stødt af filmen, hvilket centeret så havde skrevet et lige så upassende og personligt svar til og hængt ved siden af. De var helt sikkert overbeviste om at de gjorde det rigtige, og det har nok også reddet enormt meget af den smukke newzealandske natur. Men meget mærkeligt sted altså!

Nå, herefter kørte vi så til Franz Josef, der både er en gletsjer og en lille landsby tæt derved. Turen var som altid i NZ sindssygt smuk. Selvom vi ankom først på eftermiddagen må jeg skamfuldt indrømme at jeg ikke lavede meget den dag – jeg fik en god middagslur, lavede aftensmad og mødtes så med de andre til en enkelt øl på en pub, hvor bedste kostume fra aftenen før skulle kåres, hvilket jeg nærmest var nødt til at være med til. Jeg sneg mig tilbage til mit hostel omkring kl. 22, og næste morgen var jeg så ved at være nogenlunde frisk igen. Det var så også meget heldigt, for jeg havde bestilt en gletsjervandring inkl. transport i helikopter op på Franz Josef Glacier. Vi blev pakket ind i en masse professionelt udstyr inden, og så blev vi ellers fløjet afsted. På turen derop sad jeg på “forsædet” med fantastisk udsigt, og turen var ærligt talt alt for kort – det var så fedt og smukt. På gletsjeren fik vi “pigsko” på, og så vandrede vi ellers rundt i det dejligste solskin i en tre timers tid, op og ned og gennem isspalter mens vores gletsjerguide hakkede trin ud de stejle steder med hans kæmpe ishakke. Fed fed oplevelse! Og helikopterturen ned var lige så smuk. Om eftermiddagen tog jeg så i landsbyens hotpools, hvor de har tre udendørs bassiner med hhv. 36, 38 og 40 grader varmt vand, omgivet af planter så det er rigtig idyllisk og afslappende. Her brugte jeg så faktisk hele 3 timer i vandet, hvor min krop, der har værket overalt siden Tongariro Alpine Crossing og rafting fordi jeg har lavet så mange ting jeg ikke er vant til, fik lov at slappe af og løsne op, hvilket var voldsomt tiltrængt. Nøj det var lækkert! :) Har desværre ingen billeder, men det kan helt sikkert anbefales hvis man kommer forbi! :) Om aftenen mødtes jeg så igen med de andre på en bar, hvor jeg fik et enkelt glas vin og kiggede på limbokonkurrence. Deltog ikke selv, da jeg var ved at blive ramt af en forkølelse, som stadig hænger ved nu her over en uge senere, og gik tidligt i seng i håbet om at den kunne afværges. Det kunne den så tydeligvis ikke, og ca. halvdelen af resten af bussen var småsyge næste morgen.

DSC_3241DSC_3251DSC_3267DSC_3271DSC_3280DSC_3290
DSC_3297DSC_3322
DSC_3336DSC_3376
DSC_3347DSC_3381DSC_3388
DSC_3421DSC_3437
DSC_3461DSC_3465DSC_3499

Næste morgen kørte vi så mod Wanaka, en lillebitte by beliggende ved en sø af samme navn. Ruten dertil var helt ufatteligt smuk og snoede sig op gennemn bjergene langs den her fuldkommen turkisblå flod. På vejen dertil rundede vi også Lake Matheson, som er et velkendt postkort-motiv, eftersom søen på stille dage kan levere et fuldkomment spejlbillede af de sneklædte bjerge tæt ved. Det har noget at gøre med at grantræerne omkring sender tannin ud i vandet, som gør vandet mørkt og godt til spejlbilleder. Det var stort set vindstille, men lige netop ikke nok, så der var krusninger på vandet, og vi fik ikke noget postkort money-shot. Desværre, men vi kørte videre. Byen Wanaka i sig selv er ikke noget at skrive hjem om, men dens beliggenhed er fuldstændig utrolig, som den ligger ved en stor, turkisblå sø omkranset af sneklædte bjerge. Inden vi nåede frem fik vi muligheden for at skrive os op til hvis vi havde lyst til ost og vin ved søbredden først på aftenen til en rigtig god pris, og det kunne jeg jo selvfølgelig ikke stå for, så mit navn røg på listen sammen med sjovt nok seks andre. Da vi så mødte op var vi lige pludselig kun fire mand og vores guide, så der var rigeligt med lækker lokal hvidvin og gode oste må man sige! Efterhånden stødte flere dog alligevel til da de kunne se hvor godt det alligevel var, så vi endte med at sidde der et par gode timer og hygge os rigtig godt. Pludselig var klokken så så mange at jeg ikke kunne nå det jeg egentlig havde tænkt mig at bruge min aften i Wanaka på: De har en gammel biograf som skulle være ret speciel, med alle mulige forskellige sofaer i stedet for normale sæder, og varme småkager i pausen. Det må blive en anden gang desværre. :( I stedet blev jeg så overtalt af de andre til at komme over på deres hostels bar, da der åbenbart skulle være karaoke, hvilket jo nok kunne udvikle sig til at blive ganske morsomt tænkte jeg. I stedet endte det så med at blive en konkurrence med fem discipliner (pool, stoledans, tøjkæde mm) hvor Kiwi Experience bussen skulle dyste mod de andre busser der også var i Wanaka, nemlig Stray og Magic. Der er ret meget rivalisering åbenbart, men vi vandt “heldigvis” stort. Selvom det lyder åndssvagt endte det nu alligevel med at være en ganske sjov aften. :)

DSC_3525
Lake Matheson. Der er sgu ikke meget spejlbillede her!
DSC_3520
Gåtur til Lake Matheson gennem regnskov
DSC_3511DSC_3516
DSC_3542
Mig ved Lake Matheson
Random shots på vej til Wanaka:
DSC_3585DSC_3594DSC_3606DSC_3610
DSC_3639
Wanaka - man kan lige ane søen og udsigten

DSC_3643
Labyrint udenfor Wanaka - de er knap så sjove
når man har tømmermænd...
Og så kom den store dag så, hvor vi skulle køre til Queenstown, “Action Capital of New Zealand”. På vejen ud af Wanaka holdt vi ind ved hvad der føltes som deres eneste rigtige turistattraktion udover biografen og de nærliggende skibakker (det var det jo så ikke sæson til lige nu), nemlig Puzzling World. De har en lille samling optiske illusioner, bl.a. et rum der er bygget så man ser kæmpestor ud hvis man står i den ene side og lillebitte i den anden side hvis beskueren står et bestemt sted – en teknik der vist er brugt i Ringenes Herre filmene. De havde også en kæmpe udendørs labyrint med trævægge, hvor det gjaldt om at finde rundt til de fire hjørner, hvilket tog mig næsten en time. Det var meget sjovt det første stykke tid, men søvnmangel og en lille smule tømmermænd gjorde altså at jeg snød da jeg skulle finde fra det sidste hjørne og tilbage til udgangen, orkede bare ikke mere. :) Vi fandt tilbage på bussen, og igen var landskabet fuldstændig fantastisk mens vi snoede os op mellem bjerge og henover floder. På vejen ind til Queenstown holdt vi så ind ved en af byens mest berømte attraktioner, der ligger ca. 30 minutters kørsel udenfor byen: Kawarau Bridge, som var verdens første kommercielle bungyjump site.

Her må jeg så indskyde, at jeg allerede inden jeg ankom til New Zealand havde besluttet mig for at jeg skulle gennemføre et bungyjump, om jeg ville det eller ej. I Queenstown er der tre forskellige steder man kan springe: Kawarau Bridge, som er det historiske spring og ca 43 meter, Nevis, som er det højeste med sine 134 meter, og Ledge, som er omkring 40 meter højt over Queenstown med udsigt over byen. Jeg havde tænkt meget over hvilket det skulle være, og var endt ved at jeg var nødt til at springe Nevis hvis jeg ikke skulle føle at jeg var sprunget over hvor gærdet var lavest. Det skulle handle om at sætte mig selv på en kæmpe prøve, og har man valget mellem 43 og 134 meter, ja så er det selvfølgelig den store man skal op i! Dog fik jeg mere og mere... ikke kolde fødder, men betænkninger eller frygt for om jeg nu rent faktisk ville kunne gøre det, og jeg besluttede mig derfor dagen før vi ankom til Queenstown for også at springe fra Kawarau som et “øvespring”, der skulle mindske risikoen for at jeg ville gå helt i panik ved Nevis. Det tror jeg i bakspejlet var en rigtig klog beslutning!

Men nå, den sidste times kørsel inden vi ankom til broen blev jeg bare mere og mere nervøs. Man kan se broen og folk der springer når man kommer kørende på vejen, og da jeg så den gik der bare et sug i maven på mig. Hold kæft hvor var det højt, og hvor så folk små ud når de stod der. Stedet var enormt smukt og vandet i Kawarau floden helt blåt, men det betød ligesom bare ikke det store. Vi holdt ind på parkeringspladsen og gik den lange vej ned af deres spiraltrapper til skrankerne, hvor vi i første omgang blev vist en promoveringsfilm der forklarede de forskellige bungy-muligheder AJ Hackett kan tilbyde i Queenstown. Jeg var på dette tidspunkt hunderæd og der løb et par tårer ned af kinderne på mig tror jeg. Så stillede vi os ellers i kø til at betale, og jeg endte selvfølgelig bagerst. Det tog en allerhelvedes tid, og de havde ikke styr på deres egne systemer, så jeg ventede nok i tre kvarter, hvilket var skide irriterende men også meget heldigt eftersom det betød at min opmærksomhed var mere rettet imod hvor ineffektive de var end at jeg skulle springe ud fra en bro med hovedet først meget meget snart. Da det så endelig blev min tur havde mit mastercard selvfølgelig nået sin månedlige hævegrænse (iiiih!!!), så jeg måtte have fat i chaufføren og hele vejen op til bussen igen for at finde mit visakort nederst i tasken, og så tilbage igen og få betalt. Endnu engang noget der nok var meget heldigt eftersom det afledte min opmærksomhed, men da kortet var kørt igennem og der var sat dato på det store spring var der ikke meget mere mellem mig og 43 meters frit fald end lige at få nogle af tøserne til at tage sig af mine ting og holde mit kamera – og så gik jeg ellers barfodet op på broen, hvor køen foran mig var ALT for kort! Jeg fik en sele på og fik så igen lov at stå og vente mens jeg kunne se køen foran mig blive kortere og kortere mens flere og flere tog springet. Jeg var rædselsslagen og kæmpede for at holde mig i ro, men endte alligevel med at tude og næsten hyperventilere da det var personen lige foran mig der fik spændt benene sammen med en elastik. Fik det stort set bidt i mig inden de to fyre kaldte mig ind og begyndte at gøre mig klar også mens de spurgte til hvad jeg hed osv. som de jo gør for at holde folk afledte og rolige. Alt for hurtigt blev jeg dog kommanderet op på benene og ud på kanten, hvor jeg trippede ud så tæerne lige præcis stak ud over kanten mens jeg forsøgte ikke at kigge ned – hvilket er fuldstændig umuligt, for man har ikke lyst til andet end bare at stirre ned i jorden. Kan huske at jeg holdt krampagtigt fast i et håndtag bag mig af skræk for at falde ned samtidig med at jeg tænkte at det da var totalt åndssvagt, for ned skulle jeg jo ligemeget hvad, så hvad kunne der ske?! :) Inden jeg fik psychet mig selv alt for meget fik jeg besked på at vinke til kameraet (på dette tidspunkt var jeg meget tæt på et panikanfald og kunne mærke min vejrtrækning gå helt amok som om min krop forberedte sig på at skulle dø), så at se lige frem for mig mod horisonten og strække armene op og ud til siden, og så talte han ellers ned fra 3. Hele min krop skreg bare “fandeme nej!!!”, og jeg tvivlede et kort øjeblik på om jeg rent faktisk ville hoppe når han nåede 0, men hørte også mig selv tænke at hvis jeg ikke gjorde det der ville jeg aldrig kunne gøre det, og det ville alligevel være det værste. Nu skulle det bare overståes, og det skulle gøres med overbevisning! Så hjernen slog fra i sidste øjeblik, jeg lod mig vippe lige så stille forover og skubbede fra med tæerne da jeg lå i vandret... Og det var de værste to sekunder i mit liv at falde de 43 meter. Suget i maven kunne jeg kende fra mit skydive, men det var stadig forfærdeligt, og jeg skreg, mere pga. følelsen af at falde end frygten for hvad der skulle ske. Tror jeg havde lukkede øjne hele vejen ned, og det tog en evighed før mine udstrakte hænder ramte vandoverfladen og blev dyppet lige til håndleddene, præcis som jeg havde bedt om. Så fløj jeg opad igen, og det blev sjovt! Hvinede, hujede og grinede, og var nok ret overrasket og stolt over at det rent faktisk var mig der lige havde gjort det her. Men allerede da jeg lå i båden var jeg faktisk faldet ned igen ved tanken om at skulle gøre det hele endnu engang, og hvor forfærdeligt det frie fald havde været, og manden der løsnede mine ben virkede noget overrasket da jeg besvarede hans “Nå, hvordan var det så” med et ret tørt “Worst two seconds of my life”. På vejen op fra floden havde jeg ikke meget andet i hovedet end at jeg skulle gennemleve et fire gange længere frit fald ved Nevis fire dage senere, og så en frygt for at jeg havde lignet en kylling da jeg sprang. De andre var voldsomt overraskede over at den pige der havde grinet så højt mens hun dinglede under broen var så bister da hun kom op igen, men i bakspejlet tror jeg simpelthen ikke jeg følte at jeg havde udrettet noget som de fleste andre følte, netop fordi dette ikke var den rigtige udfordring, men bare opvarmning til Nevis. Så jeg var nok bare ikke “ude på den anden side endnu”. Jeg blev dog enormt lettet da jeg så min film igennem og kunne se at jeg havde sprunget mere selvsikkert end jeg nogensinde havde forestillet mig, og i anerkendelse af hvor stor en udfordring det tydeligvis havde været for mig at gøre det købte jeg hele DVD- og fotopakken selvom jeg ikke havde tænkt mig det fra start – det var jo kun opvarmning! Men hvor er jeg da godt nok glad for jeg gjorde det!!! :)


DSC_3645DSC_3647
DSC_3648DSC_3650 - KopiDSC_3652DSC_3653DSC_3654DSC_3655DSC_3659DSC_3681

Nå, men med DVD, billeder og blære-T-shirt i tasken kørte vi så ind til selve Queenstown, som er en overraskende lille by, dens rygte taget i betragtning. Den oser langt væk af skisportsted, også her i foråret. Byen ligger ned til en af New Zealands største søer, som selvfølgelig også er helt blå og omkranset af bjerge, mange af dem med sne på toppen. Det første jeg gjorde da jeg var checket ind på mit hostel var selvfølgelig at uploade film og billeder til Facebook – selvom det var “det lille spring” var jeg stadig temmelig stolt. :) Derefter gik jeg en kort smuttur i byen og mødtes så med tre andre piger ved den berømte burgerrestaurant Fergburger, der serverer top-kvali kæmpeburgere stort set døgnet rundt og har en lang kø strækkende sig ud af døren stort set konstant ligegyldig hvad klokken er. Jeg fik mig en fantastisk falafelburger med fritter og aioli til og formåede næsten at spise det hele, selvom størrelsen nok kunne have rakt til to måltider. Mums! :) Bagefter gik vi tilbage til de andres hostel (jeg boede som sædvanlig for mig selv på et andet hostel end resten af bussen for at komme lidt ud af bus-“boblen”) hvor de gjorde sig klar til aftenens udskejelser: Ens første aften i Queenstown er det tradition at der bare skal festes igennem. Det involverede endda at de skulle have kjoler på, hvilket var noget af en afveksling efter turen ned langs vestkysten, hvor selv joggingbukser er sexede, så jeg måtte med stor ærgrelse spankulere tilbage til mit hostel og finde min eneste medbragte kjole frem og trække i den frem for mine halvbeskidte jeans. Det var nu nok også godt nok til en forandring. :) Herefter gik turen så først til Altitude Bar hvor der var superbillige drinks, og derefter til World Bar, som er berømt for sine “teapots”, dvs. pænt stærke drinks der serveres i tepotter med små glas til. Det er sjovt når man er fuld! :) Jeg havde en fantastisk aften og fik danset rundt og snakket med en hel masse fra tidligere busser, som jeg havde forladt ved at tage stop-overs i Rotorua og Wellington – folk bliver generelt mindst tre dage i Queenstown og mange op mod en uge, så der er store chancer for at catche op med folk man ellers troede man aldrig ville se igen. God aften! :) – som selvfølgelig blev afsluttet med Fergburgers fritter på vej hjem. :D

IMAG0221
Fergburger!
IMAG0222
Fergburgers! Alt for lækkert. :)
IMAG0225
Teapots på World Bar med Heena som jeg fulgtes med fra Auckland til Rotorua

Næste morgen skulle jeg så (desværre) allerede videre mod den sydligste del af New Zealand. Jeg havde håbet at kunne have nogle dage i Queenstown inden, men pga. en ændring i busplanen havde jeg måttet ændre det, så kl. ti om morgenen stod jeg så på bussen med kurs mod Dunedin. På strækningen mellem Queenstown og Dunedin var der ikke de mest spektakulære oplevelser, men det var et sindssygt smukt landskab at køre igennem (Central Otago fik mig til at føle mig som en del af vandringen til Helms Kløft i Ringenes Herre til dem dét siger noget). Da vi ankom til Dunedin holdt vi ind ved en af de lidt underlige turistattraktioner de har dernede: Verdens stejleste beboede gade, Baldwin Street. Jeg skulle selvfølgelig op på toppen, hvilket var noget af en vandring op af den ca. 40 grader stejle bakke, men en sjov oplevelse – og man sætter pris på drikkefontænen på toppen. :) Og så kørte vi ellers ind til Dunedin centrum og fik indlogeret os på vores hyggelige lille hostel, hvor jeg fik mig noget sen frokost inden jeg gik på en kortere opdagelse i byen. Dunedin er en by grundlagt af skotske tilflyttere og har derfor en masse skotsk tradition indlejret, hvilket man bl.a. kunne se på det tøj genbrugsbutikkerne havde udstillet: ALT var skotskternet. :D Ellers besøgte jeg deres gamle togstation, som er en rigtig flot bygning, og fik også et glimt udefra af deres berømte chokoladefabrik Cadbury’s. Det var en forholdsvis blæsende dag, så jeg fandt tilbage til hostellet og fik lavet noget aftensmad, og så blev aftenen ellers brugt på at lægge billeder ind på computeren og påbegynde det her blogindlæg – ja, det tager simpelthen et ondt år at skrive selvom man ikke skulle tro det.

Næste morgen gik turen så ned langs kysten fra Dunedin mod New Zealands sydligste by Invercargill gennem området the Catlins. Her kom vi virkelig ud i ødemarken indimellem, men hvor var det også bare smukt! Dagen bød en 13 timers rejse med en masse indlagte stop hvor vi kunne tage billeder, komme helt tæt på søløver (vi snakker 10 meters afstand"), vandre gennem regnskov til vandfald og mosesøer, se delfiner lege ved Curio Bay og se de meget sjældne gul-øjede pingviner. Sidstnævnte var en meget speciel oplevelse, hvor vi gik ned på den her “strand” af klipper og fossileret skov, hvor man kunne se forstenede træstammer og træstubbe der blev lukket inde i lava engang for meget længe siden, men stadig fuldstændig ligner træ. Klipperne adskilte nok havet ca. 100 meter fra et bælte af buske, som pingvinerne bygger redde i. De skiftes så til at passe på reden mens den anden er ude og fiske, så da vi kom derned kunne vi indimellem se rede-liggerne gå rundt mellem buskene og vente på at deres mage skulle komme hjem. Blæsten var superstrid og kold fordi den kom direkte fra Antarktis, så mens vi ventede på at de pingviner, der var ude og fiske, skulle komme hjem, fandt vi læ så godt vi nu kunne bag nogle klipper. En efter en gav folk op og gik tilbage til bilen, men jeg holdt ud næsten en time sammen med guiden og en anden, og det endte med endelig at betale sig! To pingviner surfede ind til stranden meget tæt ved os, stod til tørre og pudsede deres fjer i fem-ti minutter og vraltede så langsomt og meget komisk udseende ind mod deres reder, mens de indimellem stoppede op, faldt i vandhuller og jagtede hinanden. Skideskægt altså! :) Da vi nåede Invercargill klokken halv ni om aftenen var vi godt trætte, og en af de andre, samt guiden og jeg, gik ud og spise på en irsk pub hvor jeg fik den lækreste pasta jeg længe har fået, samt en Speight’s øl, som brygges i Dunedin og kaldes “Pride of the South” – det er vist meget passende når man er i den sydligste by. :)

Queenstown til Dunedin:
DSC_3693DSC_3699

Baldwin Street:
DSC_3706DSC_3713

DSC_3730
Dunedin Railway Station og det klassiske "vi er så langt fra alting"-skilt
DSC_3737
Chokoladefabrik

Dunedin til Invercargill:
DSC_3749
Vi fandt en søløve på stranden ved Kaka Point
DSC_3754
Livet er sgu hårdt hva? :)
DSC_3757
Pingvin-figur på café ved Kaka Point
DSC_3769
Fyrtårn ved Nugget Point
DSC_3781
Mig ved Nugget Point
DSC_3798
En lille pingvin vi mødte på stranden
DSC_3808
To aggressive unge søløvehanner. De lå og sov
men vågnede med fem minutters mellemrum for
 at slås om hvem der bestemte
DSC_3811
De var egentlig lige arrige nok til at jeg havde lyst til at
vende ryggen til, men så var jeg da i spurte-stilling...
DSC_3865
Vandfald
DSC_3877
Her havde de også træer der skulle krammes
DSC_3886
Niagara Falls New Zealand - jo, de er i baggrunden! Der er nok et fald på ti cm. :) Dårlig humor!
DSC_3931
Så kom pingvinerne endelig tilbage fra deres fisketur
DSC_3975
Magerne venter i buskene tæt ved reden
DSC_3950DSC_3951
DSC_3957
Vralte vralte
DSC_3968
Vralte vralte
DSC_3972
Forstenet træstamme indlejret i klippen

Dagen efter kørte vi så meget tidligt mod Te Anau med meget færre stops – der var simpelthen ikke rigtig noget at kigge på udover en udmærket udsigt et enkelt sted ved en sø, hvor vi havde et fotostop. Ved Te Anau holdt vi kort ind ved et lille center hvor de har sjældne newzealandske fugle, så vi kunne stifte lidt bekendtskab med dyrelivet, og så mødtes vi ellers med den store bus der samlede os op på vejen mellem Queenstown og Milford Sounds – sidstnævnte var dagens hovedattraktion, og er kendt som det nok smukkeste sted i New Zealand, som skal være på højde med Grand Canyon og Niagara Falls i naturlig skønhed. Milford Sounds er en fjord der er skåret ud af gletschere i flere omgange for meget længe siden, og er et fantastisk uberørt område med superstejle og superhøje bjerge, hvorfra tusindvis af vandfald kaster sig ud. Desværre er Milford Sounds også (som resten af vestkysten) plaget af vanvittigt dårligt vejr, og de får ca. 11 meter regn om året, hvilket er rigtig meget! Den dag jeg kom dertil skulle vejret så vise sig at være helt exceptionelt dårligt, og det var virkelig så tåget at vi faktisk ikke kunne se særlig langt frem for os, og derfor ikke havde det store ud af den ialt ti timer lange køretur frem og tilbage. SÅ ærgerligt altså!!! Men vi havde da et fint cruise på fjorden alligevel (med buffet til os der kom fra Invercargill, hvor vi som de ægte backpackere vi jo er kom til at fylde rygsækkene op med ekstra brød, frugt osv. :)).

DSC_3982
På vej til Milford Sounds
DSC_3999
En spejl-sø der virker LIDT bedre
DSC_4013
Så kommer regnen og tågen
DSC_4029
Vores cruise skib
DSC_4036
Det ville nok have været ubeskriveligt smukt hvis ikke lige tågen havde været så tyk!
DSC_4042
I det mindste sørgede regnen for masser af vand i vandfaldene
DSC_4061
Båden sejlede indimellem helt ind i vandfaldene

Da jeg kom tilbage til Queenstown om aftenen viste det sig at John, en af de “ældre herrer” fra bussen (han er 30) var flyttet ind på YHA for en nat fordi han ikke havde bestilt en ekstra nat i tide på det hostel han og de andre boede på. Efter jeg havde fået sen aftensmad pga. Milford Sounds drak vi så noget te sammen (han er englænder og afhængig af sit “brew” ) og snakkede lidt frem og tilbage indtil hostellets fællesarealer lukkede. Jeg skulle springe mit Nevis Bungy næste morgen og var voldsomt nervøs (havde haft mareridt de sidste to nætter og mavepine siden jeg forlod Queenstown og tog til Dunedin), og foretrak at komme halvsent i seng så jeg ville være for udmattet til at ligge vågen og tænke hele natten, så vi gik ud og mødtes med de andre fra vores oprindelige Wellington-Queenstown bus på en bar kaldet Cowboys, som havde udstoppede hjorte på væggen, en-liters fadøl til 10 bobs (50 kr), karaoke og mekanisk tyre-ridning. Her hang vi så ud og snakkede om bungyjumps, frygt og meget andet til kl. ca. 2, fik noget Fergburger-mad på vejen hjem (stedet lå 50 meter fra mit hostel, meget farligt!) og så skulle jeg i hvert fald også i seng så jeg kunne være klar til at blive samlet op af Nevis-bungy-bussen kl. 9.30 næste morgen.

DSC_4086
Jeg havde haft rigtig mange tanker omkring det her bungyjump, som ligesom var den “rigtige” prøvelse jeg havde besluttet at jeg skulle gennemgå. Jeg havde været sindssygt bange, hvilket mavepinen og mareridtene bevidner. Og på bussen hjem fra Milford Sounds dagen før havde jeg faktisk gennemset min video af det første bungyjump omkring 50 gange og visualiseret hvordan det ville være at gøre det samme ved Nevis indtil jeg ikke længere havde svært ved at trække vejret ved tanken. Efterhånden havde jeg fået bygget et mantra op oppe i hovedet om at når jeg stod der ville der ikke være noget som helst foran mig som var værre end at træde tilbage og ikke gennemføre det, og jeg havde en klar forestilling om hvordan jeg skulle føle og gøre når jeg tog springet, og efterhånden var min frygt nok mere koncentreret om om jeg ville opgive når jeg stod der snarere end selve det at springe. Så da jeg stod op om morgenen var det med en vis forventning, ængstelse og “nu skal det bare gennemføres og overståes”, men ingen rigtig angst. På vejen ud til stedet, som altså er en 40 minutters køretur fra Queenstown, sørgede jeg for at have musik i ørerne, og takket være bl.a. Eclectic Moniker var jeg mere i hopla end nervøs da vi kom frem. Jeg låste mine ting ind i et skab, fik sele på (som var meget mere omfattende end ved Kawarau) og blev vejet, og så fik vi der skulle springe ellers en hurtig safety briefing før vi blev sendt i to hold i en lille gondol ud til den cablecar man springer fra, som er udspændt mellem to bjergsider over en flod. Jeg var meget overrasket over at jeg faktisk ikke var nervøs på det tidspunkt, heller ikke selvom både gondolens og cablecar’ens gulv var gennemsigtigt så man kunne se de flere hundrede meter ned til bunden. Bungy-mændende var effektive og gjorde folk klar og sendte dem afsted meget hurtigt efter hinanden, så igen var der ikke meget tid til at tænke før det var min tur – men det gjorde ingenting, for jeg var stadig ikke nervøs. Jeg blev sat op i en stol for at få spændt hele udstyret rigtigt fast til fødderne og fik forklaret hvordan jeg skulle trække i en strop for selv at løsne mine fødder så jeg kunne sidde med hovedet opad mens de halede mig ind igen (de to fyre der var før mig kunne ikke finde ud af det og kom op med hovedet nedad, helt blå i ansigterne :S :) ). Og så var det ellers op at stå og trippe hen til kanten, hvilket alligevel udløste en vis nervøsitet. Da jeg kom helt hen til kanten havde jeg ikke noget håndtag at holde i som jeg havde haft første gang, så jeg holdt i stedet stædigt fast i manden der hjalp mig frem, og jeg kunne ikke få mig selv til at stikke tæerne ud over kanten denne gang. Det var stadig sygt at kigge ned, men sjovt nok slet ikke så voldsomt som første gang. Igen slog det mig, “hvad nu hvis jeg ikke springer når han når til 0”? Dagen før havde en dansk pige, som sprang fra Kawarau bridge samme dag som mig (og havde taget det helt koldt og roligt) indrømmet at hun ikke kunne springe da hun stod ved Nevis, og den kværnede rundt i hovedet på mig. “Bare fordi du kunne første gang er det ikke sikkert du kan nu”. Men som jeg stod der med øjnene rettet mod bjergtinderne blev det hele stille da manden nåede til 1, og så sprang jeg fandeme bare, stadig ikke så selvsikkert som jeg havde håbet, men jeg gjorde det! :) Og hvor blev jeg overrasket! For som jeg faldt der i de 8 sekunder, med åbne øjne rettet mod jorden og armene ud til siden, følte jeg mig totalt fri, selvsikker, elegant og i kontrol, som en fugl der dykker mod jorden og har helt styr på hvad den laver, og jeg nød det og mærkede ikke at jeg faldt; jeg fløj! Jeg er næsten ked af at springet var så langt at man ikke kan høre mig mens jeg dingler for enden af rebet, for jeg var simpelthen bare så lykkelig, og hujede og grinede meget højere og længere end I har hørt det fra mit første spring. Det tog lige et par forsøg at få løsnet fødderne, fordi jeg ikke havde regnet ud at jeg lige skulle trække den venstre fod lidt tilbage så remmen havde den rette vinkel når jeg trak, men derfra var det intet problem at komme op at sidde. Det ligner på filmen at jeg klamrer mig til rebet synes jeg, men det var egentlig mest bare for at blive siddende – tror også der var en pænt kærlig krammer gemt i noget af det, som måtte gives til rebet i mangel af bedre. Og jeg var simpelthen så glad og stolt til langt ud på aftenen at jeg må have været næsten umulig at snakke med. Der var mange der fik at vide at jeg var den sejeste pige i hele verden, og jeg var nødt til at købe mig et armbånd med “Nevis – go big or go home” så jeg kunne flashe det til hele verden. Jeg har det stadig på, selvom det allerede nu ikke rigtig føles som noget særligt, men bare som noget jeg gjorde engang, og som jeg ved jeg er i stand til. Det spring er noget af det bedste jeg har gjort for mig selv hernede!


DSC_4063DSC_4068DSC_4070DSC_4080DSC_4083DSC_4090
DSC_4093
Jeg ku slet ikke få armene ned! :D

Nå, men vel tilbage i Queenstown brugte jeg to timer på at uploade min film til facebook på bungy-firmaets elendige computere. Pinligt at sådan en omgang Macs skal have så elendig en internetforbindelse. Men nå, det blev overstået, og jeg kom tilbage til mit hostel og fik noget frokost. Derefter mødtes jeg med John igen, og vi tog med svævebanen højt op over Queenstown, hvor man kan “luge”. “Luging” er nok ret meget som go-carts, men foregår i små køretøjer uden motor hvor man udelukkende drives frem af tyngdekraften, så det er nogle stejle baner indimellem. ;) Derfor tager man også endnu en svævebane op til toppen af banen, ligesom på skisportssteder. Det lyder stenet, men var simpelthen skideskægt – især fordi jeg vandt over John fire ud af seks gange. ;) For at være ærlig var det ikke fortjent de første gange, men i allersidste runde lammetævede jeg ham selvom han gjorde sit yderste. Ha!! :D Og så gik vi ellers ud og spiste pizza, mødtes med de andre til en bajer ved søbredden, og så på bar igen. Desværre var jeg så udmattet af store oplevelser og søvnunderskud at jeg måtte tage hjem omkring midnat (efter mere end én ufrivillig powernap i baren), men det var nok godt nok.

Næste morgen betalte jeg i dyre domme for at komme ud og ride på hesteryg i Glenorchy ikke så langt fra Queenstown. Området har huset en masse optagelser til Ringenes Herre og Hobbitten-filmene, bl.a. hvor Sarumans hær vandrer i krig på et tidspunkt, og det var umådeligt smukt derude. Jeg fik en hest der hed Harry, som blev brugt under en række optagelser i Hobbitten fordi de fancy stunt-heste fra Australien, som de havde trænet og fløjet ind i dyre domme til optagelserne, nægtede at krydse gennem de iskolde newzealandske floder (hvilket jeg egentlig godt kan forstå!) – så måske kan vi kende ham når filmen kommer ud! ;) Det var en rigtig fed oplevelse. Jeg havde med en lille smule betænkelighed sneget mig med på en tur for “avancerede” ryttere for at slippe for den typiske dovne “nu går hesten en tur mens du sidder på den”-oplevelse, og det viste sig at være en fin beslutning. Vi travede og galopperede gennem meget af landskabet, og på de 22 km vi red krydsede vi gennem flere dybe floder hvor ens støvler blev våde. Rigtig god oplevelse, og fedt at se at jeg stadig kan finde ud af det selvom det må være over syv år siden jeg sidst gik til ridning. Men indrømmet: Jeg var totalt hjulbenet da jeg stod af efter de tre timer, og har pænt ømme inderlår idag. :D

DSC_4118
IMAG0234IMAG0244
IMAG0239
IMAG0249

Da jeg kom tilbage til Queenstown mødtes John og jeg endnu engang, hvor vi først tog på Ice Bar og fik cocktails omgivet af rigtig meget is. Supersjovt, og jeg elskede at jeg rent faktisk kunne bide et stykke af mit glas (som selvfølgelig også var ren is) til sidst da vi var på vej ud. Derefter drak vi så resten af vores six-pack øl i Queenstowns botaniske have før vi endnu engang forvildede os hen til Fergburger. Det var min sidste aften i Queenstown, og havde stadig ikke smagt deres tofu-burger, så jeg insisterede på at skulle derhen. Det viste sig så at de var løbet tør for tofu (altså!), så jeg måtte springe på endnu en falafel-burger, men de smager heldigvis også himmelsk! :) Aftenen blev selvfølgelig brugt på en bar igen-igen, denne gang med en masse pool – men jeg er godt nok blevet rusten siden jeg tog hjemmefra. Eller måske bare fuld.

DSC_4120
DSC_4122
DSC_4127DSC_4131
DSC_4138DSC_4141

Og ja, så er vi faktisk fremme ved idag, hvor jeg tog afsked med Queenstown og steg på bussen til Christchurch. Busturen har været lang (8-9 timer tror jeg), men er gået gennem et smukt landskab. Jeg satte især pris på udsigten til New Zealands højeste bjerg, Mt Cook, og frokoststoppet ved den smukke Lake Tekapo. Eftersom jeg har skrevet blog hele aftenen (og nu er jeg da også endelig snart færdig) har jeg ikke været ude og opleve noget her endnu, men det er planen i morgen at jeg skal ind til midtbyen og kigge mig omkring. Til dem der ikke ved det blev Christchurch udsat for et voldsomt jordskælv for halvandet år siden, som jævnede stort set hele deres midtby med jorden har jeg ladet mig fortælle, og de er stadig slet ikke kommet sig over det. Dog gør de en masse midlertidige tiltag for at få byen til at fungere for de mennesker der har valgt at blive boende der, og det er dem jeg skal forsøge at komme ind og opstøve i morgen, byplanlægningsnørd som jeg jo er. Skulle have haft researchet lidt her til aften om hvor jeg skal gå hen osv., men det skete ikke, så det må jeg jo lige se på hvad jeg så gør... Skal i hvert fald snart til at i seng! Men fordi skaderne i Christchurch’s midtby var så omfattende er mange af de store hostels jævnet med jorden, og backpackerne må finde andre indlogeringsmuligheder. Det betyder at jeg er endt på Christchurch’s universitets campus, hvor de studerende har fået sommerferie og forladt deres kollegier, som så i stedet er blevet åbnet for backpackere. Det betyder også at jeg har fået et ENMANDSVÆRELSE for første gang i en måned, og endda til en fornuftig pris. Det skal bare nydes de to nætter jeg er her – hvis jeg da overhovedet kan finde ud af at sove uden folk der larmer. :)

Men ellers er mine dage i New Zealand godt nok ved at være talte! Jeg har en enkelt dag i Christchurch i morgen, så en rejsedag med eftermiddagen fri i Kaikoura, så en rejsedag tilbage til Wellington, og derfra flyver jeg så til Melbourne tidligt morgenen efter, søndag d. 2. december. Ja, i det hele taget er det også bare voldsomt snart at jeg skal hjem. Om aftenen d. 8. december lander jeg i Hamborg! Det er godt nok underligt. Jeg kan mærke at jeg efterhånden glæder mig helt vildt meget til at komme hjem til kæreste, familie, venner, lejlighed og Aalborg, og samtidig føles det surrealistisk, og på nogle områder er jeg slet ikke klar endnu! Der skal købes souvenirs, planlægges, og jeg er ikke tilnærmelsesvis i nærheden af at have læst den mængde teori til den universitetsopgave jeg skal skrive 24/7 umiddelbart efter jeg kommer hjem og frem til 7. januar. Det har været en fantastisk boble at være i, den her rejse gennem New Zealand, og jeg tror aldrig jeg ville blive helt klar til at forlade landet, ligesom jeg heller ikke nogensinde vil blive helt klar til at sige farvel til Australien og alle de fantastiske mennesker jeg har mødt der. Desværre er det nok et spørgsmål om at gøre ligesom ved et bungyjump – slå hjernen fra og gør hvad der skal gøres, for du ved jo at der ikke er nogen vej udenom alligevel. Men det bliver en forfærdelig og fantastisk ting at sætte sig på det fly tilbage til Danmark. Indtil videre skal jeg bare sørge for at få det optimale ud af mine sidste dage i NZ, hvilket nok desværre indebærer at jeg skal se at komme i seng så jeg er frisk imorgen. Prøver lige at lægge nogle billeder ind, og så hører I nok ikke fra mig før enten fra Wellington eller Melbourne. Hav det godt så længe!

Og skulle man have lyst til at se min foreløbige rejse på et kort, så prøv det her link: Kort